Eventyret om Den Anden Prinsesse i Isskabet


Den gamle konge havde kun en eneste datter. Hun var en sød og dejlig pige og han vidste ikke alt det gode han kunne gøre for hende. Han gav hende den dejligste mad, det smukkeste tøj, den klogeste barnepige og det sjoveste legetøj. Og nu kunne man jo tro at prinsessen ville blive en krævende og selvoptaget lille mokke af al den forkælelse, men hun var så sød og så dejlig at hun vedblev at være en taknemmelig og god pige.

En dag mens prinsessen sad og læste i sin eventyrbog, talte kongen og barnepigen om hende.
- Jeg har vel nok været heldig med det barn, sagde kongen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende.
- Jeg har netop tænkt det samme, sagde den kloge barnepige. Hvis der nu skete prinsessen noget.
- Tal ikke om det, sagde kongen. Jeg vil slet ikke tænke på det. Hvis der skete hende noget ville alting være forbi. Selvom jeg havde været yngre, selvom dronningen stadig havde levet, så tror jeg ikke vi igen kunne få et barn der var magen til hende.
- Det kunne I nok ikke, sagde den kloge barnepige. Men jeg ved måske alligevel råd for den bekymring.
- Ja, hvis du kan skaffe dig af med den, sagde kongen, så har jeg vist ikke flere tilbage. Og så skal jeg belønne dig overdådigt.
- Jeg skal gøre et forsøg, sagde den kloge barnepige. Vi må bare have tålmodighed og vente på det bliver vinter og årets korteste dag.

På årets korteste dag byggede den kloge barnepige et skab af egetræ. Hun forede skabet med gyldne blade og blødt mos. Og bagest i skabet satte hun en stor klods is som hun selv havde hugget af søen i parken. Derefter sang hun en lille tryllesang for prinsessen. Pigebarnet faldt straks i søvn med åbne øjne. Den kloge barnepige førte hende hen foran skabet og åbnede døren så prinsessen spejlede sig i isklodsen derinde. Og så godt var skabet bygget og så godt var isklodsen hugget at billedet af prinsessen blev siddende i isen, osse efter hun igen var gået tilbage til sit eget værelse.

Den kloge barnepige hentede kongen og viste ham den anden prinsesse i isskabet.
- Der er rådet for den bekymring vi talte om, sagde hun. Skulle der ske prinsessen noget, kan hun her tages frem og tøs op af isen. Og hun vil ikke være til at skelne fra den første prinsesse.
- Du har befriet mig for min sidste bekymring, sagde kongen, og nu kan du selv vælge din belønning.
- Mit arbejde har båret lønnen i sig selv, sagde den kloge barnepige. Nu er arbejdet gjort. Derfor vil jeg gerne rejse nu.
Kongen syntes nok det var en underlig belønning, men han havde jo sagt at hun selv kunne vælge, så derfor måtte han lade hende rejse.
- Men der er to ting I skal vide, sagde hun inden hun drog fra slottet. Hvert år på den korteste dag skal prinsessen åbne skabet så billedet i isskabet kan holde sig friskt. Men på alle andre dage skal skabet holdes lukket, og I må ikke lade andre røre ved det.

Således forlod den kloge barnepige slottet og de hørte aldrig siden fra hende. Men nu var prinsessen osse gammel og fornuftig nok til at passe på sig selv. Hvert år på den korteste dag sang hun den lille tryllesang for sig selv og gik op og spejlede sig i skabet. Hun vidste ikke selv at hun gjorde det, den eneste der nu kendte til sagen var kongen.

Således levede kongen og prinsessen lykkeligt i nogle år. Og med årene blev kongen så gammel at han kom i tanker om at han måske skulle dø en dag. En nytårsmorgen kaldte han derfor sin datter til sig.
- Hvis jeg havde haft flere bekymringer, sagde han, så havde jeg kundgjort at den der kunne lette mig for dem , han skulle have prinsessen og det halve kongerige, - og det hele med når jeg ikke er her mere. Men jeg har ikke flere bekymringer.
- Det var ikke så godt, sagde prinsessen.
- Jo det er godt nok, sagde kongen. Det betyder nemlig at du kan drage ud i verden og finde dig en mand efter din egen smag.
- Du har ret, sagde prinsessen, det lyder godt nok.
- Du kan rejse hvorhen du vil for at finde ham, sagde kongen, og du må finde den mand der præcist passer til dig. Jeg stoler så meget på dig at jeg ved du ikke vil vælge forkert.
- Jeg skal gøre mig umage og vælge omhyggeligt, sagde prinsessen.
- Og så må du love mig en ting, fortsatte kongen. Du skal finde ham og være her tilbage med ham inden advent. For i julemåneden vil jeg have dig hjemme.
Det sagde han fordi han ville være sikker på at hun var hjemme på årets korteste dag. Men det kunne han naturligvis ikke fortælle hende.

Prinsessen drog ud i verden for at finde en mand der kunne fortjene hende og det halve kongerige, - og det hele med når kongen ikke var mere. Og rygtet løb hende i forvejen, så hvor end hun kom hen vrimlede det med mænd der mente at de nok kunne fortjene en prinsesse og et halvt kongerige, - og måske det hele med når den tid kom. Hun mødte soldater med beslutsom fortand. Hun mødte bondedrenge med klare stemmer og smukke øjne. Hun mødte lærte der vidste alt hvad der var værd at vide og mere til. Hun mødte håndværkere der kunne lave hende alt hvad hun kunne ønske sig. Og ingen af de mænd faldt i hendes smag.

Hun rejste på langs af riget hele foråret, hun rejste på tværs hele sommeren. Og lige meget hjalp det. Sommeren gik og det blev koldere og koldere. Julemåneden nærmede sig hurtigt, og hun havde ikke forestillet sig at det kunne være så svært at finde den rette mand.

En stormende aften i november tog hun ind på en afsides kro hvor en gammel kone var den eneste til at varte hende op. Prinsessen mente at det måtte være strengt arbejde at passe sådan en kro helt alene, særligt for en kone der ikke var helt ung længere. Og konen svarede at det havde prinsessen nok ret i, men der kom heldigvis ikke så mange gæster på kroen mere.
- Har du da ingen børn der kunne hjælpe dig, spurgte prinsessen.
Og så måtte den gamle kone frem med at hun da havde en søn. Men den dreng var så god af sig, der var simpelthen ikke ondt skabt i ham, så derfor havde hun besluttet sig til at holde ham borte fra denne verden som han bare ville støde sig på.
- Den dreng må jeg møde, sagde prinsessen, måske er det ham der skal have mig og det halve kongerige, - og det hele med når min kære far ikke kan mere.
- Det er jeg ikke meget for, sagde krokonen. Men nu er du ikke bare prinsesse, du er en prinsesse som vi alle kun har hørt godt om. Derfor skal du få lov at se ham.

Prinsessen blev ført ind i kroens bageste værelse og der mødte hun krokonens søn. Konen havde haft ret da hun sagde der ikke var ondt skabt i ham. Men hun skulle måske ikke have kaldt ham en dreng, for han var en ung mand på prinsessens egen alder, og hun vidste med det samme at nu havde hun fundet ham der skulle have hende og de halve kongerige, - og det hele med når den tid kom, forhåbentlig om mange mange år.

- Det er ham, sagde prinsessen. Han skal være min mand.
- Hvis han skal være din mand må du blive her hos ham, sagde krokonen.
- Det kan jeg ikke, sagde prinsessen. Jeg må tilbage til min far, kongen, inden advent. Det har jeg lovet ham. Og man skal holde hvad man lover.
- Så må du i hvert fald love mig at passe godt på min dreng, sagde krokonen.
- Mon ikke han er stor nok til at passe på sig selv, sagde prinsessen.
Krokonen sagde ikke mere og lod dem rejse.

Da de kom til slottet var der stor sorg og forvirring. Den gamle konge var både død og begravet. Ingen havde kunnet finde prinsessen og ingen vidste hvad der skulle ske med riget. Prinsessen blev meget bedrøvet og meget ulykkelig, men hun vidste osse hvad riget forlangte af hende, og således fik den gode unge mand prinsessen og det hele kongerige med det samme.

Den unge konge og den unge dronning blev ved med at holde af hinanden, ja faktisk blev det mere og mere for hver dag der gik. Og det viste sig at det unge par var en endnu større lykke for riget end den gamle konge havde været, skønt man nok forinden ville have anset det for en umulighed.
Og hvert år, på den korteste dag, sang den unge dronning tryllesangen for sig selv og spejlede sig i blokken i isskabet. Hun vidste ikke hun gjorde det, så hun kunne ikke fortælle sin mand, den unge konge, om det.

En morgen i det tidlige forår fødte den unge dronning en søn. Det var ikke nogen let fødsel, og da hun mærkede at hun kunne dø af feberen kaldte hun sin mand til sig.
- Hvis det skulle gå galt med mig, sagde hun, så skal du gå op i tårnværelset og åbne det store skab af egetræ.
- Det skal ikke gå galt med dig, sagde den unge konge. Du skal leve og vi skal se vores søn vokse op.
- Men hvis det går galt, blev hun ved, så må du love mig at åbne skabet.
- Hvorfor, spurgte han.
- Jeg ved ikke hvorfor, sagde hun.
Og det blev det sidste hun sagde.

Den unge konge syntes det var meget hårdt at miste sin kone så tidligt, men han fik så travlt med at tage sig af sin lille spæde søn at han glemte alt om det skab af egetræ som de havde talt om.
Først da det igen blev vinter, på årets korteste dag, kom han af en eller anden grund ind i tårnværelset og så skabet. Så huskede han og åbnede straks skabet og blev noget forskrækket da han så sin kone stå der i en isblok. Han havde jo for længst begravet hende på kirkegården og sat en køn sten over hende, så han syntes det var lidt uhyggeligt at se hende stå der. Men efterhånden blev forskrækkelsen afløst af nysgerrighed, for hun så så levende ud der i isen.
Han bar helt alene den store isklods ned i salen og stillede den foran kaminen. Og han blev naturligvis ovenud lykkelig da han så sin kone og kæreste tø lyslevende op for sine øjne. Han var så lykkelig at han ikke bemærkede at hun havde et barn på armen.

- Kom med mig ind på barnekammeret, sagde han. Du skal se vores søn.
- Vores søn er her, sagde hun.
- Har du allerede hentet ham, spurgte han.
- Nej, sagde hun. Jeg tror at han stadig ligger og sover trygt i sin vugge. Men jeg har ham osse her.
Den unge konge vidste ikke hvordan han skulle forstå det.
- Har vi så to sønner, spurgte han.
- Nej, sagde den anden dronning fra isskabet. Vi har kun en. Men ved et uheld har vi fået to af ham.
- Det er ikke godt, sagde den unge konge. Når han vokser op kan vi ikke finde ud af hvem af dem han er.
- Det er endnu værre, sagde hun. Han kan heller ikke selv finde ud af det. Han kommer til at kæmpe med sig selv. Hvem af dem skal arve riget. Hvem af dem skal have den pige han forelsker sig i.
- Vi kunne jo sætte et mærke på ham du har her, sagde han, så vi ved hvem af dem der er den rette.
- Jo, det kunne vi. Men hvis du siger at drengen i vuggen er den rette, så siger du at ham her er den forkerte. Og så siger du dermed osse at jeg er den forkerte. Og så bliver jeg nødt til at forlade dig.

Nu viste det sig ovenud lykkeligt at prinsessen i sin tid havde været så omhyggelig med at vælge sig en mand. Den unge konge var stadig så god og uspoleret af denne verden at han ikke kunne udholde tanken om at hans eneste søn skulle være to. Derfor kunne han, selvom det ikke var rart for ham, kalde sønnen i vuggen for den rette. Og dermed var den anden dronning fra isskabet og den søn hun bar på armen forkerte. Og han så hvordan de begge to smeltede for hans øjne og løb ud på gulvet foran kaminen.

Han hentede en klud og tørrede vandet op fra gulvet og smed kluden på ilden. Så gik han ind og tog sin søn op af vuggen og sad med ham lige til den lyse morgen, og det var længe på denne årets længste nat.

Som tiden gik blev den unge konge gammel. Og da han kun havde den eneste søn, vidste han ikke alt det gode han kunne gøre for ham. Den unge prins fik den dejligste mad, det smukkeste tøj, den klogeste barnepige og det sjoveste legetøj. Og nu kunne man jo tro at prinsen ville blive en krævende og selvoptaget lille møgunge af al den forkælelse. Men han var så sød og dejlig at han blev ved med at være en god dreng.