Eventyret om Guldfuglen og Piraterne


Der findes et hav der hedder Det Røde hav, og midt i Det Røde Hav lå engang en ø der blev kaldt Vindelø. Hvis man prøvede at sejle til Vindelø fandt man den nogle gange let, andre gange fandt man den slet ikke. Men der var nu heller ikke ret mange der prøvede, for på Vindelø boede heksen Goa Boa. Hun havde et grønt og et blåt øje og grønt og blåt hår, og hende var de fleste meget bange for.

Hun fik sjældent besøg, men hun kedede sig ikke for hun havde en Guldfugl hun kunne tale med. Nogle gange var de gode venner og nogle gange var de uvenner, så det blev aldrig kedeligt.

På den tid var der næsten ingen pirater tilbage på Det Røde Hav. Der havde været mange pirater, vilde og voldsomme sørøvere der stjal alt hvad der var værd at stjæle. Men nu var alle de rige købmænd holdt op med at sejle der. De læssede i stedet deres varer og skatte på heste og kameler og drog afsted over land hele vejen udenom Det Røde Hav, og derfor var næsten alle pirater forsvundet. Der var kun to tilbage, to neapolitanske brødre der hed Uno og Duo. De ville ikke give op.

De kunne naturligvis ikke leve af at plyndre skibe, der var ikke flere skibe at plyndre, så de havde i mange år levet af at fange fisk. De fleste folk havde efterhånden glemt at de to var pirater, de troede at de var fiskere. Men Uno og Duo vidste langt ind i deres sørøversjæle at de var pirater, de gik hver dag og talte om at plyndre et eller andet så de kunne føle sig om rigtige pirater igen.

- Vi kunne sejle til Vindelø, foreslog Duo, og stjæle Goa Boas Guldfugl.
- Er du tosset, svarede Uno. Hvis hun opdager det forvandler hun os til havskildpadder eller søstjerner. Og du kan være sikker på at hun vil opdage det, for hun kan se alt, over alt.
- Vi kunne prøve at bruge den hemmelighed vi fik af far, sagde Duo.
- Fars hemmelighed, sagde Uno, den måtte vi kun bruge i nødstilfælde, i yderste nødstilfælde. Og vi ved heller ikke om den virker.

Sådan snakkede de sammen hver eneste dag mens de var ude at fange sardiner eller når de sad og ordnede garn bagefter. Men en tidlig morgen på Det Røde Hav var garnet helt tomt. Der var ikke den mindste sardin. - Nu kan det være nok, sagde Uno.
- Ja nu kan det være nok, sagde Duo. Der er hverken fisk eller guldskatte tilbage i det her elendige hav.
- Nu må der ske noget, sagde Uno.
- Nu sejler vi til Vindelø og stjæler Goa Boas Guldfugl, sagde Duo. Og så må vi håbe at fars hemmelighed er stærk nok.
- Og hvis den ikke er det så kan det være det samme, sagde Uno. Jeg vil hellere forvandles til en søstjerne end jeg vil leve resten af mit liv som fisker med tomme garn.

De blev enige om at sejle til Vindelø næste onsdag. Det ville være lettest at stjæle Guldfuglen mens Goa Boa var i bad, og enhver ved jo at hekse går i bad om onsdagen.

Det var let nok at aftale, men det var ikke så let at gøre. Den første onsdag de forsøgte, fandt de slet ikke Vindelø selvom de sejlede både på kryds og på tværs i hele Det Røde Hav. Den anden onsdag fandt de godt nok øen, men det var blevet så sent at Goa Boa for længst var kommet ud af badet. Først den tredje gang var de heldige. De kom tidligt til øen mens Goa Boa stod i badet og sang af fuld hals. De to pirater sneg sig i land, fangede let guldfuglen, sneg sig tilbage til deres båd og sejlede væk.

Da Goa Boa kom ud af badet kaldte hun på sin Guldfugl. Den svarede ikke, og først troede hun at den var blevet sur over et eller andet og ikke gad svare, for sådan kunne den godt være engang imellem. Men det var sjældent ret længe ad gangen den fugl kunne holde sin mund, så da hun ikke havde hørt fra den et stykke tid, gav hun sig til at lede. Hun fandt ikke fuglen. Til gengæld fandt hun spor efter to pirater der havde været i land.

Hun så sig omkring, og så meget heks var Goa Boa at hun kunne se hvorhen hun ville. Og lige meget hvor hun så hen, fandt hun ingen Guldfugl. Den var væk.

Og så skreg Goa Boa, heksen med det blå og grønne hår. Hun skreg så højt at det kunne høres i hele verden. For de fleste mennesker lød det som et fugleskrig, som et skrig fra en arrig måge. Men for den der hørte rigtigt var det et budskab. - Jeg er Goa Boa, sagde skriget, og der er nogen der har stjålet min Guldfugl. Den der kan hjælpe mig med at finde den igen, vil jeg gøre til et lykkeligt menneske. Et lykkeligt menneske.

Langt ude i bjergene, lang fra Det Røde Hav, sad en pige og passede en flok geder. Hun hed Jenny og brød sig ikke om geder. Hun hørte Goa Boas skrig og forstod det.

- Jeg ville gerne være et lykkeligt menneske, sagde hun til gederne.
Gederne var ligeglade. De forstod ikke hvad hun sagde. Og hun var ligeglad med de dumme geder. Hun lod dem stå og gnaske i dumme buske på det dumme bjerg og gik ned imod Det Røde Hav hvor hun havde hørt skriget komme fra.

Da hun kom til havet stod Goa Boa i vandkanten og ventede på hende. Hun havde nemlig set Jenny forlade gederne og klatre igennem bjergene mod Det Røde Hav. For Goa Boa kunne se alt hvad hun ville. Hun kunne bare ikke se hvor Guldfuglen var.

- Jeg vil gerne være et lykkeligt menneske, sagde Jenny til Goa Boa. Jeg skal nok få fat i den Guldfugl og bringe den tilbage til dig.
- I første omgang skal du bare prøve at finde den, sagde Goa Boa. Jeg kan ikke se den, og det er meget mærkeligt, for jeg kan ellers se alt. Ved du hvor du vil lede.
- Jeg har hørt, sagde Jenny, at der stadig er to pirater tilbage på Det Røde Hav. Det må være dem der har stjålet fuglen. Hvis jeg bare går hele vejen rundt langs stranden, så skal jeg nok støde på dem.

Goa Boa ønskede hende held og lykke og drog tilbage til Vindelø. Og Jenny gik langs stranden af Det Røde Hav. Nogle steder var der dejlig sandstrand, og der var det let at gå. Nogle steder gik der stejle klipper helt ned til vandet, og her var det besværligt at komme videre. Men Jenny var en stædig pige, og hun var opsat på at fortsætte om hun så skulle gå og klatre hele vejen rundt om Det Røde Hav.

Det blev nu slet ikke nødvendigt. Allerede den første dag fik hun øje på piraternes skib der lå for anker i en bugt omgivet af sorte klipper. Der var ingen tvivl om at det var piratskibet, ingen andre skibe ville finde på at se sådan ud. Hun kunne osse se piraterne der gik på skibet og et stort bur der stod i agterstavnen. Det glimtede gyldent fra det bur, det måtte være guldfuglen, det var hun næsten sikker på.

Hun vendte sig om for at gå tilbage til det sted hvor hun havde mødt Goa Boa første gang, men hun var ikke gået mere end et par skridt tilbage før hun så heksen med det blå og grønne hår stå i vandkanten og vente.

- Du har fundet dem, sagde Goa Boa.
- Ja ja, sagde Jenny. De ligger lige der ude i bugten.
Goa Boa så ud hvor Jenny pegede, men hun kunne ikke se noget skib, hun kunne ikke se nogen pirater og hun kunne hverken se bur eller Guldfugl. Det eneste hun kunne se var den blanke havoverflade og de sorte klipper og den blå himmel der spejlede sig i vandet.
- Du er helt sikker på at du ser dem, spurgte hun.
- Ja, sagde Jenny. de ligger lige der. Gå dog ned og hent fuglen.

Goa Boa prøvede et par gange, men hver gang hun forsøgte at gå ned imod skibet, så endte det med at hun kom længere og længere væk fra kysten.
- Det er som jeg frygtede, sagde hun. De har et eller andet skjold som beskytter mod hekse.
- Jeg kan ikke se noget skjold, sagde Jenny. Hvordan ser sådan et ud.

Og Goa Boa måtte forklare Jenny at et hekseskjold ikke er lavet af træ eller jern. Det er lavet af trolddom.
- Det kan være en figur de har på skibet, sagde hun. Det kan være en kraftig sten. Eller det kan være noget de siger. Der har været mange måder at lave den slags skjolde. Jeg troede ikke der var flere tilbage. Men det er der altså, det kan jeg se, eller rettere, det kan jeg ikke se.

Jenny syntes det lød lidt underligt, men hun havde jo heller ikke forstand på heksekunster. Hun havde bare passet geder hele sit liv. De blev enige om at Jenny måtte ombord på skibet for at finde ud af hvad det var for et skjold de to pirater havde.

- Og det blir ikke så let, sagde Goa Boa. Det er nok pirater af den gamle skole, de tager ikke kvinder ombord.
- Så må jeg jo være en mand, sagde Jenny. Det vil jeg gerne, det har jeg altid haft lyst til at prøve.
- Skal jeg forvandle dig til en mand, spurgte Goa Boa.
- Så vidt behøver vi nok ikke at gå, svarede Jenny. Jeg tror jeg vil nøjes med at klæde mig ud som mand.

Hun gik ind imellem klipperne hvor hun kunne være lidt i fred, og kort efter kom hun ud, forklædt som en ung mand.
- Må jeg præsentere dig for skibsdrengen Bill, sagde hun. Nu søger jeg hyre på skibet. Jeg kommer tilbage hertil når jeg ved hvad det er for et skjold de bruger.

Goa Boa satte sig og ventede mens skibsdrengen Bill gik ned til stranden og gav sig til at vifte med armene og råbe ud til piraternes skib.
- Hallo hallo, råbte han. Har I brug for en rask skibsdreng ?

Piraterne fik øje på ham og så derefter længe på hinanden.
- Det ville da være rart med en skibsdreng, sagde Uno.
- Ja mon ikke, sagde Duo. Hvis han kan lave mad og gøre rent.

Uno sprang i jollen og roede ind til stranden hvor Bill stod.
- Nå så du vil være skibsdreng, sagde han da han var kommet helt ind til land.
- Det har altid været mit højeste ønske, sagde Bill.
- Ved du hvad en skibsdrengs arbejde er, spurgte Uno.
- Næ, det ved jeg ikke noget om, sagde Bill. Men det kan ikke være værre end at vogte geder, det er jeg sikker på.
- Det er skibsdrengens arbejde at lave maden og holde orden på skuden, sagde Uno, og i det hele taget gøre alt hvad der bliver sagt.
- Det kan jeg sagtens, sagde Bill, og lidt til.
- Så kom med, sagde Uno.

Bill sprang i jollen og Uno roede dem ud til skibet. Der blev han straks sat til at rydde op og gøre rent mens de to pirater lagde sig i hver sin hængekøje og nød livet. Bill brokkede sig ikke. Han var glad for den rengøringstjans, det var en glimrende lejlighed til at se hele skuden igennem for at finde skjoldet.

Han fandt mange underlige ting, ting han ikke vidste hvad man skulle bruge til, men det var nu ikke så sært, det var første gang han var ombord på et skib. Og nok så tingene underlige ud, men det så bestemt ikke ud til at der var trolddom i dem.

- Hvad er det for en Guldfugl I har der i buret, da han kom hen i agterstavnen i sin rengøring.
- Det er bare en Guldfugl, sagde Uno.
- Det er Goa Boas Guldfugl, sagde Duo.
- Hvem er Goa Boa, spurgte Bill.
- Det er den farligste heks i hele Det Røde Hav, sagde Uno. Jeg synes ikke vi skal snakke mere om hende.
- Er I ikke bange for at hun kommer og tager den tilbage, spurgte Bill.
- Hun finder os aldrig, sagde Duo. Ikke så længe vi har fars hemmelighed.
- Så, nu snakker vi ikke mere om det, sagde Uno bestemt. Smut du ned i kabyssen og bix noget mad sammen i stedet for at stå der og skvadre.

Bill gjorde som der blev sagt, men han sørgede for at lugen ikke var helt lukket, så han stadig kunne høre hvad piraterne talte om.

- Jeg synes den knægt er lidt for nysgerrig, sagde Uno.
- Sådan er de unge nu engang, sagde Duo.
- Jeg tror alligevel vi skal passe lidt på, sagde Uno, og ikke sige mere om den bog vi fik af far.
- Jamen vi er da nødt til at læse fra den igen i aften, sagde Duo. Ellers virker trolddommen ikke.
- Vi må vente til knægten sover, sagde Uno. Vi må sørge for at han arbejder så meget at han blir så træt at han falder hurtigt i søvn.

Bill hørte det hele. Og nu vidste han godt hvad det var for et skjold de havde. Men hvor var den bog de talte om. Måske havde en af piraterne den i lommen.

Han gik op med maden og de spiste alle tre. De to pirater lagde sig igen i køjerne, og Bill lagde sig til at sove på dækket bag buret med Guldfuglen. Der gik ikke længe før han snorkede højt. Piraterne satte sig forsigtigt op i køjerne.

- Det virkede, sagde Uno, han sover som en sten.
- Det er hårdt at arbejde på søen, sagde Duo.
- Det ved ingen bedre end vi, sagde Uno.
- Det er min tur til at læse, sagde Duo. Smid bogen herover.

Uno smed bogen, men Duo greb den ikke, så den faldt ned og kurede henad dækket.
- Lærer du ikke snart at gribe, sagde Uno.
- Jeg gør hvad jeg kan, sagde Duo og rejste sig fra køjen.
Og Bill kiggede frem bag Guldfuglens bur mens Duo læste en underlig remse fra bogen, en masse mærkværdige ord som Bill ikke forstod. Da det var overstået lagde de sig alle tre til at sove.

Næste morgen sagde piraterne at Bill skulle tage jollen og ro i land for at hente varer på markedet. De plukkede en fjer af Guldfuglen som han kunne bruge til at betale med. Det var lige netop den tjans Bill ønskede sig allermest. Så fik han lejlighed til at fortælle Goa Boa hvad han havde oplevet.

Hun sad stadig og ventede hvor han havde forladt hende, og han fortalte hende om bogen.
- Det er den der er skjoldet, sagde Goa Boa, det er der slet ingen tvivl om. Den bog må du se at få fat i.
- Det kan jeg ikke, sagde Bill. De skiftes til at have den i lommen og de lægger den aldrig fra sig.
- Tror du de forstår det de står og siger når de læser op, spurgte Goa Boa.
- Det kan jeg jo ikke vide, sagde Bill, men jeg tror det ikke. Det lød meget besynderligt, ikke som ord jeg ellers har hørt.
- Så ved jeg hvad vi skal gøre, sagde Goa Boa og tog et stykke papir frem. Næste gang de taber bogen på dækket, så lister du det her papir over ved siden af den. De vil garanteret tro at det er en side der er faldet ud af bogen. Og når de læser det jeg skriver her, så skal du bare se løjer.

Hun smilede grumt mens hun skrev siden fuld af trolddom. Bill forsøgte at læse hvad hun skrev, men hun stoppede ham omgående.
- Det må du endelig ikke gøre, sagde hun, så er det hele ødelagt.
I stedet for at læse mere, stoppede Bill siden i lommen. Og så skyndte han sig på marked for at handle for den gyldne fjer.

Da han kom tilbage til piratskibet blev han sat til at lave mad. Og da maden var spist gik de alle tre til køjs som aftenen før. Da Bill begyndte at snorke satte piraterne sig igen op.
- Smid bogen herover, sagde Uno.
Duo smed bogen og Uno greb den let.
- Så let kan det gøres, sagde han og læste en remse op.
Derefter faldt de alle tre i søvn.

Næste dag skulle Bill igen sættes i arbejde.
- Vi skal have gjort skuden ren, sagde Duo.
- Det har jeg jo næsten lige gjort, sagde Bill, den er stadig skinnende ren.
- Ja, på indersiden, sagde Uno, men ikke på ydersiden. Hvis du kigger ned langs siden kan du se at der er fyldt med muslinger og tang.
- Og bunden er endnu værre, sagde Duo, den trænger til at blive skrabet.
- Jeg kan da ikke nå derned, protesterede Bill.
- Nej ikke herfra, sagde Uno. Du må en tur i baljen for at gøre det.
- Det er slet ikke så slemt, sagde Duo. Vandet er dejligt varmt herinde i bugten. Du kan bare smide kludene og hoppe i.

Men det kunne skibsdrengen Bill jo ikke så godt gøre. Hvis han tog forklædningen af, ville piraterne opdage at han slet ikke var en dreng.

- Det kan jeg ikke, sagde Bill med svag stemme.
- Du husker nok hvad jeg sagde da jeg hyrede dig, sagde Uno. Det er skibsdrengens arbejde at gøre alt hvad der blir sagt.
- Det går ikke, sagde Bill. jeg kan ikke tåle at komme i saltvand. Min hud kommer til at klø,- og jeg blir blind i flere dage af det.
- Pjat med dig, sagde Duo. Jeg kan godt huske da jeg selv var dreng. Dengang ville jeg heller aldrig vaskes. Og ved du så hvad vores kloge far gjorde ? Han hev tøjet af mig og smed mig i. Og så snart jeg var i vandet kunne jeg jo godt lide det.

Både Uno og Duo begyndte at jagte stakkels Bill rundt på skibet for at hive tøjet af ham. Drengen sprang som gjaldt det livet, og til sidst så han ingen anden udvej end at springe i vandet med alt tøjet på.

- Jamen, hvis du gerne vil gøre det med tøjet på, så gerne for mig, sagde Uno. Bare siden og bunden blir skrabet ordentligt.
Han smed skraberen ned til Bill, og drengen skrabede det bedste han kunne og lidt til imens han spekulerede på hvordan han skulle få tørret tøjet inden piraterne opdagede at han i virkeligheden slet ikke var skibsdrengen Bill men hyrdepigen Jenny.

Da han var færdig smed han skraberen op på skibet, men i stedet for at kravle efter smuttede han op i jollen og roede i land.

- Hvad i alverden skal han nu i land efter, spurgte Duo.
- Den stakkels dreng er vel genert, sagde Uno. Jeg har gennemskuet ham, jeg har opdaget hvad han i virkeligheden er.
- Nå, har du det, sagde Duo. Hvad er han så for en.
- Han er en bondedreng, sagde Uno. En bondedreng der drømmer om at blive sømand. Men han har nu gjort god gavn i den tid han har været her, så jeg synes vi skal lade ham beholde sine små særheder i fred. Vi er jo heller ikke selv helt almindelige.

Imens var Bill roet i land. Han gemte sig imellem klipperne og var igen pigen Jenny mens tøjet tørrede i solen. Det var heldigvis en varm og solrig dag.

Bedst som hun sad der mellem klipperne, kom heksen med det blå og grønne øje naturligvis for at høre hvordan det var gået.
- Det kan være vi er heldige i aften, sagde Jenny. Det er ham der ikke kan gribe der skal have bogen.

Da tøjet var tørt tog hun det på og blev igen skibsdrengen Bill. Han skyndte sig hurtigt ned til jollen og roede ud til piratskibet. Der smuttede han straks ned i kabyssen for at lave mad. Og de to pirater grinede til hinanden uden at sige noget.

Den aften gik det lige efter heksen Goa Boas plan. Uno smed bogen, Duo greb den ikke, så den kurede henad dækket, næsten helt hen til Guldfuglens bur. Det var meget let for Bill at smide den falske side lige ved siden af.

- Hvorfor kaster du osse så hårdt, sagde Duo arrigt. Se, nu er der faldet en side ud af bogen.
- Du skal bare lære at gribe, sagde Duo. Sæt nu den side tilbage i bogen og se at få læst.
Duo samlede siden op og forsøgte at passe den ind i bogen.
- Den ser lidt underlig ud, sagde han, som om den har været våd. Man skulle næsten tro den havde været i baljen sammen med skibsdrengen.
- Det er en meget gammel bog og den har været udsat for meget i tidens løb, sagde Uno. Der er andre end vores skibsdreng der har været en tur i baljen. Lad mig så se hvordan det ser ud.
- Jeg kan godt selv læse det, sagde Duo og begyndte at læse op af heksen Goa Boas falske side.

Det lød lige så underligt som det havde lydt de første to gange Bill havde hørt det, men virkningen var en ganske anden. Da siden var læst stivnede begge pirater. Og Goa Boa stod midt på dækket med et blåt og et grønt øje og med blåt og grønt hår. Hun tog fuglen ud af buret og talte beroligende til den.
- Og smut du ned i kabyssen og bliv dig selv igen, sagde hun til Bill.

Så vendte hun sig imod de stivnede pirater.
- Men I to blir aldrig mere jer selv igen, fortsatte hun. Skal jeg mon nu forvandle jer til havskildpadder eller søstjerner ? Vil I selv have lov at vælge ?
De to pirater sagde ingenting, men man kunne se i deres øjne at de var bange for hende.
- Nej, ved I hvad i kan blive, sagde hun glædestrålende og smed dem begge to ud over rælingen. I kan blive til sardiner, kan I.
Og sådan gik det til at der igen kom sardiner i Det Røde Hav.

Pigen Jenny var igen sig selv da hun kom op fra kabyssen. Heksen Goa Boa så hende dybt i øjnene og sagde at hun ville være et lykkeligt menneske resten af sit liv. Derefter tog hun fuglen under armen og drog afsted til Vindelø. Og selvom der siden er mange der har sejlet Det Røde Hav tyndt, både på kryds og på tværs, så er der ingen der siden har set noget til Vindelø eller Goa Boa eller hendes Guldfugl.

Men pigen Jenny drog derfra som et lykkeligt menneske. Og uanset hvordan det siden gik hende, og det gik såmen både op og ned som med de fleste, så blev hun ved med at være et lykkeligt menneske, for det vidste hun at hun ville være.