Forestillingen om Kvinden i Jonathans Spejl


1.
En dag så Jonathan en kvinde i sit entréspejl hvor han erfaringsmæssigt havde forventet at se sig selv. Han så ned ad sin krop i virkeligheden og så ingen forandring. Han kiggede i spejlet i badeværelset og så det sædvanlige magre ansigt med tætte lyse krøller over og de øjne som han siden han var dreng havde syntes var for små og grå. Men i spejlet i entreen stod stadig en kortbenet mørkeblond kvinde med lidt brede hofter og smilede til ham. Han fandt det en smule foruroligende.

2.
Da han forsøgte at snakke om det med sine arbejdskammerater og vennerne nede på grillen, var de overbeviste om at han enten forsøgte at være morsom eller osse måtte der være noget galt med hans mentale tilstand. En ung murer, de kaldte Sukkertoppen, havde et bud på både diagnose og behandling.
- Du har været uden dame i alt for mange måneder, sagde han. Du skal bare have et ordentligt slag fisse, så blir det spejl helt normalt igen.
Men Jonathan var overbevist om at han hverken var morsom eller tosset i hovedet af damemangel.

3.
Han undgik det spejl så meget han kunne, løb gennem entreen og så den anden vej. Men alligevel fik han ofte et glimt af kvinden i spejlet. Og det var hende hver gang. Hun fulgte i det store og hele hans bevægelser og hun var klædt som han. Ikke nøjagtigt, naturligvis, men når han var i overtøj var hun i overtøj, når stillede i T-shirt og shorts var hun osse i noget i den retning. Men uanset om han var glad eller ked af det, om han var lige glad eller rasende, så smilede hun altid til ham. Med åbne, runde øjne.

4.
Jonathan var ikke sikker på om det var spejlet eller kvinden i spejlet der havde besat hans entré. Men besat var den, i ganske bogstavelig forstand, så han ikke længere kunne bruge den. Og det var upraktisk, når den nu gav adgang til alle andre rum i lejligheden. Han lå der i sengen og var nervøs når han bare skulle ud at tisse. Eller ud i køkkenet efter et glas mælk. Måske skulle han smadre spejlet. Eller bare vende det om. Eller provokere det. Provokere hende.

5.
Jonathan gjorde noget han aldrig havde gjort før. Han stod op og tog alt nattøjet af inde i soveværelset for at gå nøgen ud til badeværelset. Og i stedet for at springe gennem entreen, gik han med bankende hjerte over til spejlet og stillede sig nærmest an. Og så stod hun der i spejlet og smilede tilbage til ham i en gul regnfrakke med hætte og de bare ben stikkende ud forneden. Han var nødt til at smutte forbi spejlet og ind i det nærmeste rum, stuen.

6.
Det var en ganske uvant situation for Jonathan, at stå der splitternøgen i sin egen stue. Det var koldt på en mærkelig måde, og alle vinduer i blokken overfor stirrede på hans stuevindue og den totale mangel på potteplaner og pynt. I karmen stod kun det lyseblå glasaskebæger han havde fået da han flyttede hjemmefra. Jonathan var forsvarsløs. Han skulle stadig sådan tisse og gik med små korte skridt rundt om lænestolen mens han lod sin venstre hånd køre henover ryglænet hver gang han var bagved den. I virkeligheden havde han længe haft mistanke til det spejl. Det havde tidligere lokket ham til lidt for smarte frisurer og frisk påklædning. Jonathan ville sådan ønske at det spejl havde hængt i entreen hos en der forstod at værdsætte det.

7.
Så kunne han ikke holde sig længere. Han overvejede endda at lette sig ud ad vinduet, og havde han haft en potteplante havde den måttet holde for. Men af alle alternativer valgte han alligevel det fornuftigste, og det lykkedes ham at styrte over entreen og ud i badeværelset uden overhovedet at se i spejlet. Han sparkede døren i bag sig, slog brættet op og lod vandet gå. Og det lettede omgående på hans sindsstemning og humør. Han svøbte et badehåndklæde om livet og gik hurtigt, men ikke fortvivlende hurtigt gennem entreen og ind i soveværelset til sit tøj. Han fik lige et glimt af hende, da hun tilsvarende hurtigt smuttede forbi inde i spejlet. Hun havde smidt den gule regnfrakke, men havde åbenbart ikke følt det nødvendigt at svøbe et håndklæde om sig.

8.
Han stod stille og tænkte i næsten fem sekunder inden han hurtigt tog tøjet på. Undertøj, lange bukser, skjorte, sokker og sko. Så satte han sig på sengekanten med hovedet i hænderne. - Jeg kan se hende, tænkte han, men jeg kan hverken høre eller lugte hende, jeg kan hverken røre eller smage hende. Jeg har ikke den fjerneste lyst til at lære hende at kende på de betingelser. Han konkluderede at det hele var et blændværk, endda et blændværk i en smal sort ramme med en lille kommode under. Han skulle simpelthen af med det spejl, ved lejlighed. Det kunne komme hen på genbrugscentralen, kunne det. En dag hvor han kunne låne en bil.

9.
Da han kom ud i entreen var hun væk. Han så sine egne stirrende og alt for små øjne i spejlet. Der var ikke det mindste smil til ham. Det var lige før det ærgrede ham. På den anden side havde det været for tosset. Måske havde vennerne ret når de sagde at det var ham der var tosset. Og så var det da meget rart at være normal igen. Han stod der foran sit entréspejl og blev helt væk i sig selv indtil det bankede på døren.