Forestillingen om Kæmpen i Vandfaldet


1.
Alle vidste at der boede en kæmpe i en hule bag vandfaldet. Alle vidste at når fuldmånen skinnede fra en skyfri himmel, kom kæmpen frem og tog bad i vandfaldet og vaskede sig under armene mens han sang. Nogle mente at han var skøn at skue, andre mente at hans udseende vakte både rædsel og medlidenhed, og atter andre var sikre på at begge dele var tilfældet på en gang.

2.
Man kunne dog ikke få pålidelige beretninger fra øjenvidner, og det var ikke fordi ingen havde forsøgt. Der havde været arrangeret adskillige ekspeditioner i måne- og stjerneklare nætter, men enten forsvandt ekspeditionsdeltagerne eller osse mistede de deres forstand i en grad så man ikke kunne føre en fornuftig samtale med dem. Som tiden gik blev det sjældnere og sjældnere nogen forsøgte at se kæmpen i vandfaldet. Og efterhånden som folk i nabolaget fik først radio og siden fjernsyn, blev lysten til at se kæmpen i virkeligheden mindre og mindre.

3.
En sommernat kom et ungt par fra et sted langt borte vandrende forbi vandfaldet. Det var deres bryllupsrejse, for de havde ingen penge, men til gengæld havde de stærke ben og masser af livsmod. Fuldmånen skinnede fra en skyfri himmel så det var let at finde rundt i landskabet. Der var slet ingen grund til at slå lejr og gå til ro. Og der i månelyset så de vandfaldet og hørte sangen fra det, og de fik begge en gevaldig lyst til at få skyllet noget af rejsestøvet af.

4.
De smed støvlerne og sokkerne og resten af tøjet og gik hånd i hånd ind under vandfaldet der var så koldt i forhold til den lune natteluft at de følte sig tvunget til at stå helt tæt sammen. Og som de stod der blev de på trods af vandet eller måske snarere på grund af vandet så glade og kælne at de trak ind bag vandfaldets gardin, og der, lænet op ad den glatslebne klippevæg, var de sammen på måder som ingen andre så, men som de begge bevarede i erindringen til deres dages ende.

5.
Længe efter, mere end tre hundrede dage senere, var de for længst kommet hjem til hverdagen og det daglige ægteskab, og da fik de en søn de kaldte Daniel. Han var stor allerede ved fødslen og han voksede hurtigere end de fleste. På alle andre områder var han ganske som sine jævnaldrende, lærte at gå, lærte at tale og lærte at regne med brøker som man kunne forvente. Men med væksten var han hele tiden langt forud for sin alder. Lægerne blev helt bekymrede og foreslog hormonbehandlinger, men Daniels forældre sagde nej. De ville havde det barn de nu engang havde fået og ikke et eller andet medicinsk korrigeret produkt.

6.
Da Daniel fyldte femten år var han for længst vokset begge sine forældre over hovedet. Og da det kort efter blev sommer besluttede de alle tre at gentage den tur som forældrene havde brugt som bryllupsrejse. Drengen var nu stor nok til at klare det og forældrene havde stadig så godt helbred og livsmod at det lod sig gøre. De pakkede det nødvendige i tre rygsække, og Daniels var ikke den letteste at bære. Så drog de afsted.

7.
De kom forbi vandfaldet en lun og måneklar sommernat. At forældrene følte det som noget særligt kan ikke overraske nogen. Men osse Daniel følte en sær genkendelsens glæde ved dette sted, og han fik omgående lyst til at stå under det vandfald. Han smed støvler og sokker og resten af tøjet, det var i øvrigt alt sammen ved at blive for småt til ham, og stillede sig ind under vandfaldet. Han løftede sin venstre arm op over hovedet og brød ud i en stilfærdig og dog gennemtrængende sang. Han forældre så hinanden i øjnene og gik derfra hånd i hånd, som om de aldrig skulle slippe hinanden igen.

8.
Til mine dages ende. Jeg slipper hende aldrig. Aldrig, skriger jeg i al stilfærdighed. I virkelighedens verden et meningsløst ord, aldrig, men jeg ved alligevel hvad det betror. Aldrig ved at der let ingen hule er bag dette vandfald. Aldrig ved at der er en glad og behagelig klippe. Ved det af hele min krop og knop. Nogle mener at sønnen er smuk af ydre, andre at han er en tragisk skik. Atter andre nægter at indtage stilling, for de mener aldrig den har set ham. Men du verden mig ikke ryggen. Om ikke andet så poetisk retfærdigt at vi følges i lun fuldmåne fyrig, nej måske netop ikke. Men det er ikke viljen det skorter på, det noget så banalt som kondiserves.

9.
En tidlig søndag morgen langt senere forlod et pænt og nydeligt ældre ægtepar deres værelse på kroen i nærheden uden at betale. De var forsvundet tidligt om morgenen. På den nyredte seng havde de efterladt en stak hvidt papir, omhyggeligt sammenfoldet. Kroværten kiggede grundigt efter uden at finde noget af værdi. Så kylede han det arrigt i ilden og opgav at forfølge sagen yderligere.