Eventyret om Livet i Flasken


Den store troldmand Garlica boede helt alene på sit mørkeblå slot. Han havde ikke selskab af mennesker, så aldrig en mus eller en gråspurv. Selv fluer og edderkopper holdt sig langt væk, der var kun troldmanden Garlica.

Hver aften når solen gik ned fejede han omhyggeligt gulvet i den store hal lige indenfor den store port, og støvet samlede han i en stor tønde. Efter dette arbejde strøg han sveden af panden, og sveddråberne samlede han i en stor klar flaske.

Efter at have gennemført dette ritual i mange, lange og ensomme år, havde han en dag både tønden og flasken fuld. Han blandede støv og sved i et stort kar, og af denne dej formede han en kvinde efter sit eget hoved og pustede liv i hende.

Hun var dejlig. Hun var blevet lige som han havde bestemt hun skulle være. Han kaldte hende Snavs og gjorde hende til sin elskerinde. Det faste i hende kom fra hele verden, det flydende kom fra ham selv. Derfor var hun fuld af overraskelser, men måtte stadig og altid være hans. Således mente i hvert fald den store troldmand Garlica.

Det store blå slot var i de mange år holdt omhyggeligt rent af alt det fejeri. Til gengæld var der i tidens løb gået hul i taget. Om det var dovenskab eller mangel på interesse er ikke til at vide, i hvert fald reparerede troldmanden ikke selv sit hus. Han lavede en aftale med Tømrersvenden Leonard Schnur fra en landsby i nærheden, og således blev en tømrersvend det første almindelige menneske Snavs fik at se.

Hun blev straks betaget af hans brune hår og brune skæg og af hans brede hænder. Sandt at sige brød hun sig ikke videre om troldmanden Garlica, - det havde hun bare ikke vidst før. Og troldmanden vidste det ikke endnu.

Snavs og Leonard begyndte at mødes. Osse efter arbejdet var færdigt og taget tæt, var det blevet så meget en vane at de blev ved med at se hinanden i et hjørne af slottets have. Den store troldmand Garlica syntes det var rart at Snavs var blevet så interesseret i havearbejde. Hun blev åbenbart ivrigere og ivrigere. For hver dag der gik var hun mere og mere træt og mere og mere snavset til.

Det faldt ikke troldmanden ind at hun kunne lave andet end havearbejde. Som troldmand kunne han ellers let have holdt øje med hende, og det uden at lette sig fra stolen i sit studerkammer, men han vidste jo, at skønt det faste i hende kom fra hele verden, så var det flydende i hende alene hans eget ansigts sved, og derfor var han sikker på at hun ikke foretog sig noget han ikke brød sig om. Han havde glemt at han udover at forme hende af fejemøg og sved også havde pustet liv i hende. Og liv gør hvad det selv vil, det er netop det der gør det levende.

Der skete selvfølgelig det der måtte ske. Den tætte kontakt mellem Snavs og Leonard satte sig dybe spor og bar frugt. En dag opdagede Snavs at hun var med barn.

Selv et barn ved, selv Snavs vidste at store troldmænd er ufrugtbare. Og hun gik ud fra at troldmanden Garlica i hvert fald vidste det. Hvad skulle hun gøre. Hvad skulle hun og Leonard gøre.

- Der er kun en løsning, sagde Leonard. Vi må gøre det af med ham.
- Ja, det er lettere sagt end gjort, sagde Snavs. Store troldmænd som Garlica kan se til alle sider med lukkede øjne. Og hvis de tar sig lidt sammen kan de endda se ind i fremtiden.
- Men ind imellem må han vel sove, sagde Leonard.
- Ja, men hvem ved hvornår det er, sagde Snavs. Og skulle det endelig lykkes at tage livet af ham, så løber det bare hen i noget andet levende og skaber sig om til en stor troldmand igen. Det er en umulig opgave.

Men det var alligevel klart at de var nødt til at løse den umulige opgave. Alle andre udgange på historien ville være endnu mere udsigtsløse. De blev derfor enige om at Snavs skulle lokke troldmanden med på en lang og inderlig nat, og gerne osse sørge for at han fik rigeligt med vin ved samme lejlighed. Efter det ville han sikkert ikke være så voldsomt på vagt. Og så meget af troldmandens ansigts sved var der i Snavs, at hun nøjagtigt vidste hvordan hun skulle lokke ham. Hun klædte sig så let og talte så blidt og bevægede sig så dygtigt at det sagde ham alt det han helst ville opfatte. Han fulgte hende gennem hele slottet og gennem hele natten og drak alt hvad hun bød ham. Da det blev morgen var han så fyldt med indtryk og udtryk at han ikke orkede andet end at falde i en dyb, dyb søvn.

Den store troldmand Garlica havde været så optaget af Snavs at han ikke havde bemærket Leonard der fra sine skjulesteder havde fulgt med i det hele. Og Leonard var blevet så opfyldt af et glødende raseri over det han havde overværet, at han ikke fandt det spor svært at stikke en kniv i hjertet på den sovende troldmand. Imens hold Snavs flasken der havde indeholdt ansigtssveden op foran troldmandens ansigt, så da livet med et suk løb ud af hans mund, løb det lige ned i flasken som hun omgående satte prop i.

Da de forlod slottet tog de flasken med. Den måtte aldrig, aldrig åbnes. De pakkede den ind i et tykt lag af gamle klude så den ikke skulle revne, og begravede de den dybt under køkkengulvet i Leonard Schnurs hus. I det samme hus slog de sig ned og lod verden vide at de var mand og kone. Leonard passede sit arbejde som tømrersvend, Snavs passede huset mens hendes mave dag for dag blev større og større. De havde det godt med naboerne, de havde det godt med hinanden. Det var en lykkelig tid.

I de dage havde man den idé at mænd skulle holde sig langt borte fra fødsler. De var ikke alene i vejen, de bragte uheld. Så en dag sidst i November da Snavs mærkede at nu var det tid, sendte Leonard bud efter nabokonerne og forlod selv sit hus. Han satte sig på stranden og bed sig i hænderne af spænding. Og imens nussede nabokonerne om både Snavs og om hinanden. De fleste af dem havde selv fået børn, nogle af dem mange børn, så for dem var en fødsel noget af en fest, en lejlighed til at være sammen om en glædelig og spændende begivenhed.

Men det er nu ikke alle fødsler der er lige festlige for den fødende. For Snavs trak det ud. Om det var troldmanden Garlica der ikke havde tænkt på barnefødsler da han modelerede hende er ikke til at vide, det var i hvert fald besværligt at få det barn ud. Der gik time efter time, hun fik mere og mere ondt, hun blev mere og mere træt. Og nede på stranden sad Leonard og så hvordan havet blev blåsort i natten og begyndte at blive fyldt med små selvlysende toppe.

Efter fjorten timer fødte Snavs en datter, men da var hun osse mere død end levende. Og da man hentede Leonard, havde han bidt sine hænder til blods, den stakkels mand. De var lykkelige for datteren som de blev enige om at kalde Brisling, men de var osse enige om at hun var både deres første og sidste barn. I de dage var der ganske vidst ikke så mange tekniske hjælpemidler der kunne sørge for at man ikke fik flere børn, men mennesket har alle dage været opfindsomt, og hvor der er en vilje er der en vej.

De blev en lykkelig lille familie, og folk tænkte ikke nærmere over at de måtte nøjes med et barn. Nogle af Leonards kammerater stak godt nok lidt til ham og spurgte om han ikke skulle have en søn til at føre slægten og faget videre, men Leonard var en hyggelig mand der altid kunne lede samtalen ind på andre og mere ufarlige spor.

Brisling voksede op som en glad og munter og hjælpsom pige. Naboerne havde så mange børn hun kunne være sammen med, så hun savnede ikke søskende. Rent faktisk havde hun det godt med at være familiens øjensten, både hos sine forældre og hos Leonards øvrige familie. Det eneste hun virkeligt savnede var en mormor. Alle de andre børn havde sådan en, de fleste havde hende boende i landsbyen, nogle havde en mormor i fjernere byer og nogle få havde en mormor i himlen.

Men Brisling havde slet ingen mormor, hver gang hun spurgte sin mor hvor hun kom fra, var svaret en underlig tavshed. Og spurgte hun sin far, snakkede han om noget helt andet. Mens hun var lille syntes hun bare det var mærkeligt, men efterhånden som hun voksede til blev det et dybfølt savn. Hun begyndte derfor at komme en del hos Gull-Maja, en ældre kone i huset lige overfor. Hun var blevet alene i huset og var efterhånden så dårligt gående at hun skulle have hjælp med både det ene og det andet.

Brisling kom der snart hver eneste dag og hjalp med både rengøring og madlavning. Hun blev det barnebarn Gull-Maja aldrig havde fået, og Gull-Maja blev den mormor Brisling aldrig havde haft. Folk i landsbyen talte om hvor godt det var at netop de to havde fundet sammen, og Leonard og Snavs var rigtigt stolte af at deres datter var blevet sådan en sød pige.

- Jeg ville bare så gerne vide noget om min mors barndom, sagde Brisling en dag, hvad hun var for en pige da hun var lille.
- Og det kan jeg ikke hjælpe dig med, sagde Gull-Maja, for hun er ikke her fra byen. Men jeg husker tydeligt den dag hun kom hertil. Eller den nat, må jeg hellere sige.
- Kom hun om natten, spurgte Brisling.
- Jeg vågnede den nat, sagde Gull-Maja, og så der var lys i din fars hus. Jeg troede at det måske var tyveknægte der var på besøg, så jeg listede mig over og så ind ad vinduet. Og da så jeg din mor for første gang. Sammen med din far.
- Hvad lavede de, spurgte Brisling og håbede at de måske var hende de havde lavet. Hun var blevet så gammel at hun vidste hvordan den slags gik for sig.
- De gravede, sagde Gull-Maja. De gravede et hul i jeres køkkengulv, lige foran komfuret. Det virkede godt nok som om det kun var noget der angik dem, så jeg gik tilbage til min egen seng og omtalte det ikke for nogen. Men du er deres datter, så der sker vel ikke noget ved at du ved det.

Som tiden gik blev det ringere og ringere med Gull-Maja. Efterhånden var det ikke nok at Brisling hjalp til i huset, alle naboer måtte tage et nap med. Og den dag den gamle dame døde var det for Brisling som om hun var med til at begrave sin egen mormor. Så fik hun osse prøvet det. Hun gik i sit femtende år og var blevet en hel lille dame at se og lytte til.

Ind imellem var Leonard nødt til at tage andre steder hen for at arbejde som tømrer og det skete at han var nødt til at blive væk i nogle dage ad gangen. Snavs brød sig ikke om at blive ladt alene tilbage i landsbyen og hun havde da osse lyst til at se noget mere af verden. Så en dag Leonard fortalte at nu skulle han ind til kongens by for at arbejde i en hel uge, tilbød Brisling at blive alene tilbage og passe på huset. Hun var stor nok til at tage vare på sig selv, mente hun, og i øvrigt kunne hun jo altid søge til Leonards familie i landsbyen, hvis der var noget hun ikke kunne klare. Leonard syntes det var en fortræffelig idé. Snavs var lidt mere betænkelig, men da hun ikke kunne finde gode grunde til den betænkelighed, endte det med at hun osse gik med til ordningen.

Brisling havde ikke skænket det køkkengulv en tanke, da hun tilbød at passe huset. Det var udelukkende for at gøre sin mor glad, og sin far med. Men ikke så snart var hun alene i huset, før tanken om faderens og moderens natlige gravearbejde stod helt klar i hendes hoved. Hun gik ud i køkkenet og så efter. Umiddelbart var der ikke noget at se, og det havde hun heller ikke forventet. Det var over femten år siden del hul var dækket til. Hun tog en kost og fejede omhyggeligt både sand og støv væk fra hele gulvet. Og nu var det som om hun kunne ane en firkant foran komfuret hvor leret havde en lidt anden farve end resten af gulvet.

Hun tog en kniv og gav sig til at skrabe langs kanten af firkanten. Hun fik let en fuge åben hele vejen rundt, og leret lod sig løfte op som var det en flise. Men da hun satte den op ad komfurets ene ben, knækkede den og gik i fem stykker. Det lod hun sig nu ikke mærke med, hun var allerede i færd med at grave jorden op. Den var tør og let at flytte. I løbet af mindre end en time var hun nede ved det øverste lag klude, og kort efter havde hun flasken foran sig på gulvet. Den så ud til at være helt tom, men proppen var alligevel forsvarligt banket ned i halsen på den.

Hun havde vel forventet noget helt andet, et eller andet værdifuldt skulle man mene. Men af en eller anden grund var hun ikke synderligt forbavset over den flaske. Hun var sikker på at den betød noget og at det havde noget med hendes tilblivelse at gøre. Hun vrikkede lidt i proppen, men den gav sig slet ikke. Så slog hun på flasken med den kniv hun havde brugt til at skrabe og grave med. Flasken gav en smuk og længselsfuld tone fra sig. Som havde den tone ligget og lagret som portvin i femten lange år. Hun slog til flasken en gang til. Denne gang var tonen en anden, men ikke mindre smuk end den første. Hun slog tredje gang og kunne høre begyndelsen til en melodi i de tre toner hun havde fået. Hun slog og slog, og flasken spillede for hende. De spillede vildere og vildere, hun slog hårdere og hårdere. Til glasset til sidst revnede.

Flasken blev helt tavs mens troldmanden Garlicas liv løb ud af flasken, over gulvet, op langs dørstolpen og op på taget, hvor det tog bolig i en spurv, der havde sat sig til at sove under tagskægget. Den store troldmand Garlica sprang ned på jorden, åbnede døren og gik ind i køkkenet til Brisling. Han vidste godt hvem hun var. Selvom han havde været begravet under en hel armslængde jord, havde han let kunne følge med i alt hvad der var foregået i huset. Men Brisling kendte ikke ham. Hun så hans smalle stærke hænder og hans mørkeblå øjne og syntes han så utroligt spændende ud. Han så tilbage i hendes øjne og viskede al erindring om Snavs og Leonard ud af hendes hoved og krop.
- Du kommer med mig, sagde han bestemt
Og hun kunne ikke forestille sig at gøre andet.

Da Snavs og Leonard efter nogle dage kom tilbage til landsbyen var deres hus forsvundet. Og ikke alene var huset væk, den grund det havde stået på var osse forsvundet. De to nabohuse stod nu så tæt sammen at man ikke kunne presse et blad fra en salmebog ind imellem dem og da slet ikke et hus. Da de spurgte naboerne hvor deres hus og deres datter mon var blevet af, blev de mødt med undren og mistænksomhed. Ingen af naboerne kunne huske noget om et hus eller om en pige der hed Brisling. De genkendte heller ikke Leonard og Snavs og syntes i det hele taget at disse to underlige fremmede skulle se at komme ud af landsbyen så hurtigt som muligt. Dette var troldmanden Galicas hævn, han havde ikke dræbt dem, han havde bare udslettet dem og givet dem et langt liv til at opfatte det i.

Og så meget af troldmandens sved løb der stadig rund ti Snavs, at hun gennemskuede hans plan og hans hævn, og hun overtalte sin mand til at tage med ud til det blå slot og hente Brisling tilbage. Men da de kom til det sted hvor Leonard mente at huske at slottet skulle ligge, fandt de bare en lille dyb sø omgivet af tagrør og dunhammere. De fortsatte med at lede der på egnen i år efter år. De kom meget omkring, folk i hele landet kom efterhånden til at kende det underlige par der gik rundt og ledte efter en forsvunden datter. Man havde da ondt af dem, men de fleste var nu osse noget nervøse over det besynderlige par. De fandt aldrig det blå slot, og de fandt aldrig Brisling.

Den forsvundne datter boede med den store troldmand Garlica i det blå slot der nu lå i et helt andet land flere floder og have og bjergkæder fra hvor det sidst havde ligget. Hun havde ingen erindring om hvem hun var og hvor hun kom fra. Hun vidste bare at hun boede i det blå slot og at troldmanden Garlica var hendes mand. Det var alt hvad hun havde brug for at vide. Hun var lykkelig sådan. Klog af skade lod troldmanden hende aldrig se et eneste andet menneske. Langsomt men sikkert lod han hende miste det i sig som han ikke havde kontrol over. Hun var aldrig mere ulykkelig, aldrig mere usikker og aldrig mere nysgerrig.

De havde et langt og godt liv sammen. Den store troldmand Garlica var yderst tilfreds med alt som det var. Om hun var tilfreds er svært at sige, hun havde jo ikke noget at sammenligne med, end ikke en forestilling om hvordan det ellers kunne være. Det er tvivlsomt om det overhovedet giver mening at omtale hende længere. Efter nogen tid var hun der slet ikke mere. Måske var hun død, og han havde begravet hende i slottets have i al hemmelighed. Måske var hun bare svundet ind til slet ingenting.

Den store troldmand Garlica var i hvert fald igen helt alene i sit blå slot. I nogen tid var han ganske tilfreds med det der var sket, men efterhånden blev han mere og mere ensom. Han turde naturligvis ikke gentage eksperimentet med at skabe sig en livsledsagerske. Historien var kommet ud af kontrol, og store troldmænd hader ikke at have tingene under kontrol, helst så meget at hele verden passer sig selv så de ikke behøver gribe ind. Jo mere han tænkte over det, jo dummere syntes han at han havde været. Han besluttede sig til langsomt men sikkert at slette enhver erindring om hele denne tåbelig og ukontrollerede affære. Hvis hans trolddom er stærk nok, har du allerede glemt alt det du lige med besvær har læst dig igennem. Og skulle du være dum nok til at forsøge at slå tilbage og læse den igen, vil du opdage at alle siderne er blanke. Det har de været hele tiden.