Eventyret om Fedronningen og Nissegreven og det Røde Æble


Det var mange år siden der havde boet mennesker på den gamle herregård udenfor byen. Taget var lidt hullet, nogle af ruderne var slået ind og haven var helt groet til. Og der var mange der mente at der var spøgelser på gården. Der var mange der havde set underlige ting om natten på det sted, og der var endnu flere der havde hørt om det.

Men naturligvis var der ingen spøgelser på gården. Det var nemlig Fedronningen der boede der, og hun havde aldrig været et spøgelse. Hun havde aldrig været andet end en Fedronning. Når folk troede de så spøgelser på gården var det måske fordi både hun og hendes kammerpige, jomfru Gertrud, holdt meget af at gå i lange lyse kjoler og lange lyse kåber.

Ude i stalden boede Nissegreven, eller det kaldte han sig i hvert fald. I virkeligheden var han nok en helt almindelig nisse, men når han nu boede i en herregårdsstald, mente han nok han kunne kalde sig Nissegreve og endda holde sig en tjener, en venlig ældre nisse der hed Pjort.

Der havde de alle sammen boet i mange år uden at genere hinanden. Fedronningen og jomfru Gertrud boede i stuehuset, eller slottet som de plejede at kalde det. Nissegreven og Pjort boede som sagt i staldbygningerne. Nissegreven ville bestemt gerne bo på i slottet osse, men han var aldrig blevet inviteret indenfor. De hilste pænt på hinanden, han og Fedronningen, men ellers havde de intet med hinanden at gøre.
- Goddag Fedronning, sagde Nissegreven som regel og lettede på huen.
- Goddag min gode nisse, sagde Fedronningen.
- Nissegreve, sagde Nissegreven, jeg er Nissegreve.
- Ja den er god med dig, sagde Fedronningen og gik ind i slottet og lukkede døren efter sig.

Jomfru Gertrud og Pjort så noget mere til hinanden, faktisk var de rigtigt gode venner og mødtes hver eneste aften, hvis de kunne slippe afsted med det. Så fik de en tår kakao mens de spillede terning om knapper. De havde begge to en pæn samling knapper som de havde samlet op rundt omkring hvor folk havde tabt dem. Men alt det vidste hverken Fedronningen eller Nissegreven noget som helst om.

En smuk dag kom Nissegreven hjem med et æble. Det var ikke et stort æble, men det var et meget rødt æble.
- Det ser godt ud, sagde Pjort. Skal vi spise det med det samme.
- Jeg tror jeg kan få større glæde af det hvis jeg lader være, sagde Nissegreven og lagde æblet i vinduet. Dat det blev mørkt stillede han to tændte stearinlys ved siden af æblet, så det rigtigt lå og lyste rødt ud i natten.

Fedronningen så det ligge der og lyse og blev meget nysgerrig.
- Hvad er det han har lagt i vinduet, spurgte hun.
- Det ligner et æble, sagde jomfru Gertrud.
- Det kan jeg godt se, sagde Fedronningen, men hvorfor i alverden har han lagt det i vinduet.
Jomfru Gertrud svarede slet ikke på det gode spørgsmål.
- Han ved det vel næsten ikke engang selv, sagde Fedronningen nærmest til sig selv.
- Er der mere jeg skal hjælpe med, spurgte jomfru Gertrud.
- Nej, gå du bare i seng, sagde Fedronningen.

Jomfruen gik ind på sit værelse og Fedronningen gik noget rundt om sig selv i den store stue. Hver gang hun gik forbi vinduet lyste det røde æble op på den anden side af gårdspladsen. Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere. Hun tog en kåbe over sig og gik over og bankede på stalddøren.
Det var Nissegreven selv der åbnede.
- Du banker på sent, sagde han. Er der noget i vejen.
- Hvad er det for et æble du har i vinduet, spurgte hun.
- Det er bare et æble, sagde han. Et rødt æble.
- Det kan jeg se, sagde hun. Men hvorfor ligger det i vinduet.
- Det skulle jo ligge et eller andet sted, sagde han. Generer det dig.
- Jeg fik bare sådan lyst til æbler da jeg så det, sagde hun. Jeg tænkte at jeg måske kunne købe det.
- Det er ikke til salg, sagde han.
- Jeg vil betale godt. Mange penge.
- Jeg har ikke noget at bruge de penge til.
- Der er måske noget andet du kan bruge, foreslog hun
Nissegreven lod tiden gå mens han holdt sig under hagen og så meget eftertænksom ud.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have at du kalder mig Nissegreven, sagde han.
- Nå det er derfor det ligger der, sagde hun arrigt og vendte om på hælen.

Fedronningen sov meget dårligt den nat. Da jomfru Gertrud bragte hende morgenkakao var hun både træt og tvær. Og hun kunne ikke andet end snakke om det røde æble og den irriterende nisse.
- Men jeg kalder ham ikke Nissegreve, sagde hun. Det vender sig i min mund bare jeg prøver at sige det for mig selv.
- Det er da bare et ord, sagde jomfru Gertrud. Det gør vel ingen forskel i den virkelige verden.
- Det kan godt være det ikke gør nogen forskel, sagde Fedronningen, men det gør ondt på mig.

Og lige meget hvad hun lavede den dag, så kunne hun hele tiden se det vindue med det røde æble i. Om aftenen blev der igen tændt to lys ved det. Nu kunne hun ikke holde det ud længere. Hun gik over og bankede på stalddøren. Nissegreven lukkede op.
- Goddag hr. Nissegreve, sagde hun.
- Goddag fru Fedronning, sagde Nissegreven. Man er nok meget høflig i dag.
- Kan jeg så få æblet, spurgte hun. Nu har jeg jo sagt det.
- Jeg mente ikke kun en gang, sagde Nissegreven. Det var nu og altid og i al fremtid. Det må du først love.
- Selvfølgelig lover jeg det, sagde Fedronningen hurtigt og uden at tænke.
Han hentede æblet og hold det på sin flade hånd foran sig.
- Kan jeg stole på det, spurgte han.
Hun nikkede og han gav hende æblet. Hun vendte sig om for at gå.
- Farvel fru Fedronning, sagde han.
- Farvel hr. Nissegreve, sagde hun.

Inde på jomfru Gertruds værelse sad jomfruen og Pjort og spillede terning. Da de hørte Fedronningen ved døren, blev de noget forskrækkede.
- Hun må ikke se dig, sagde jomfru Gertrud. Hun blir rasende.
Og Pjort smuttede op i hendes seng og ind under dynen. Han var akkurat kommet helt væk da Fedronningen triumferende trådte ind med det røde æble.
- Se her, sagde hun. Nu har jeg sagt Nissegreve til den irriterende nissebonde, og nu er æblet mit.
- Skulle du da bare sige ordet en gang, spurgte jomfru Gertrud.
- Nej, sagde Fedronningen. Jeg måtte love at gøre det i al fremtid. Men her i mit eget hus kan jeg vel kalde ham nissebonde og nissekarl som det passer mig. Du sladrer vel ikke.
- Ikke hvis han ikke spørger mig, sagde jomfruen. Jeg sladrer ikke, men jeg kan heller ikke lyve.
- Du snakker så sjældent med den torsk, sagde Fedronningen og gik ind på sit eget værelse for at gå til ro.

Kort tid efter smuttede Pjort tilbage til stalden. Det havde han gjort så tit, men netop denne aften blev han taget i kraven af Nissegreven, der spurgte hvor han havde været henne. Pjort måtte jo indrømme at han havde besøgt jomfru Gertrud og spille om knapper, og Nissegreven blev noget fornærmet over at han ikke selv kunne komme i et hus hvor hans tjener åbenbart kunne komme og gå som han selv ville.
- Mødte du så hendes højhed, ville han vide.
- Mødte og mødte, sagde Pjort. Jeg tror ikke hun så mig. Jeg havde nærmest gemt mig. Men jeg hørte hende i hvert fald.
- Hvad sagde hun ?
- Hun fortalte at hun havde narret det røde æble fra nissebonden.
- Hvad kaldte hun mig, fnyste Nissegreven.
- Hun kaldte dig en irriterende nissebonde og nissekarl.
- Nå, det gjorde hun.
Nissegreven trak Pjort over gårdspladsen, over til slottet og slog på døren.

Fedronningen slog en hvid kåbe over natkjolen og åbnede døren.
- Kald på din jomfru, forlangte Nissegreven.
- Jamen kære hr. Nissegreve, hun sover, sagde Fedronningen.
- Kald på hende, brølede Nissegreven.
Og så behøvede hun slet ikke kalde, for jomfruen havde hørt larmen og kom løbende helt af sig selv.
- Og nu spørger jeg, fortsatte Nissegreven sammenbidt, i overværelse af jomfruen om du i aften har kaldt mig andet end Nissegreve. Om du for eksempel skulle have kaldt mig nissebonde.
Fedronningen kiggede kort og vredt på jomfru Gertrud.
- Jeg har ikke sagt noget, sagde jomfruen.
- Men det har hun nu, sagde Nissegreven. Giv mig mit æble tilbage.
- Det kan desværre ikke lade sig gøre, sagde Fedronningen, for jeg har allerede spist det.
- Du er lisså fuld af løgn som møllerens hest er fuld af lort, sagde Nissegreven. Og giv mig så mit æble tilbage.

Fedronningen var banke for at han skulle eksplodere lige der på stedet. Det ville vel ikke være et stort tab for hende eller for verden som sådan, men hun frygtede for hvordan hendes entre ville komme til at se ud efter sådan en begivenhed. Derfor hentede hun æblet og leverede det tilbage uden at sige et ord. Så ville de forfærdelige nisser vel gå.

Det gjorde de, og hun lukkede lettet døren. Så vendte hun sig mod jomfruen der stod og krympede sig i forventning om hvad der måtte komme.
- Hvor vidste han det fra, spurgte Fedronningen. Hvordan i alverden kunne han gentage mine ord som jeg sagde dem i dit kammer. Var han der selv ?
- Nej, mumlede jomfruen.
- Hvem var der så. Hans lille beskidte tjener, måske ?
Jomfruen tøvede med at svare.
- Du husker nok at du ikke kan lyve.
Og så måtte hun jo tilstå, den stakkels jomfru Gertrud. Og love aldrig mere at invitere nogen ind i huset igen uden at få lov først.

De gik hver til sit, og ingen af dem kunne sove. De havde hver sit at være kede af. Og som for at understrege den bedrøvelige stemning, trængte et underligt rødligt lysskær ind gennem alle slottets vinduer. Nissegreven havde igen lagt sit æble i sit vindue og tændt de to lys.

Tidligt næste morgen stod Fedronningen klar ved sin hoveddør, og aldrig så snart havde hun set Nissegreven gå ud på gårdspladsen, før hun selv gik ud for at møde ham så tilfældigt som muligt.
- Goddag hr. Nissegreve, sagde hun.
- Du kan godt spare dig, sagde han.
Hun forsøgte at forklare at det havde været en frygtelig fejltagelse, en dårlig vande som hun skulle have lidt tid til at komme af med, men han var hverken til at hugge eller stikke i. Han kunne jo ikke stole på hende, det havde han i hvert fald opdaget.
- Jamen er der så ikke en anden måde, ville hun vide, er der ikke noget andet du gerne vil have.
Han lod som om han tænkte over det, men i virkeligheden havde han allerede tænkt det meste af natten, og han vidste godt hvad han ville forlange.
- Du kunne jo invitere mig på aftensmad, sagde han. Mig og Pjort. Tre retter mad og dug på bordet og det hele.
- Får jeg så æblet, spurgte hun.
- Hvis vi er tilfredse med maden, sagde Nissegreven, hvis vi er tilfredse med maden og betjeningen.
- Så kan jeg jo ikke være sikker i forvejen, sagde hun.
- Du kan bare sørge for at det er godt nok, sagde han.
Det var ikke lige de betingelser hun helst ville have, men det var de eneste hun kunne få.

Hun turde ikke lade jomfru Gertrud lave maden alene, hun måtte selv være med. Der skulle ikke spares på noget, hverken på råvarer eller anstrengelser. Hun skulle have æblet denne gang. Og hun skulle have lov at beholde det.

Nissegreven og Pjort blev sat på de bedste pladser ved bordet. Både fedronningen og jomfruen serverede inden de satte sig til bords og spiste med. Første ret var suppe. Nissegreven og Pjort spiste med den største fornøjelse, men deres manerer ved bordet var ikke helt som Fedronningen var vant til. Og Nissegreven gjorde sig bestemt heller ikke særligt umage.
- Behøver du slubre sådan, spurgte hun.
- Ellers brænder jeg mig på tungen, sagde han. Men det smager fortræffeligt. Hvis det blir ved på den måde kan du sagtens fortjene det æble.
Hun blev omgående tavs og spiste selv videre. Lydløst.

Næste ret var farseret kalkun med sherrysovs og tomater. Nissegreven åd og drak vin i store slurke. Han mosede kartoflerne ud i sovsen og skovlede ind med gaffelen i højre hånd. Da han ikke kunne få mere ned, tørrede han sig om munden med bagsiden af sin hånd og fik tørret et stykke tomatskal op sit overskæg. Han skulle lige til at rose maden, men det var i stedet en gevaldig bøvs der trillede ud af hans mund. Og det blev alligevel for meget for Fedronningen, der havde siddet og taget sig grusomt sammen.
- Så er det nok, sagde hun. Gå jeres vej. Både nissebonden og hans pjalt af en tjener. Der er grænser. Der skal være grænser.
- Men vi har jo ikke fået dessert endnu, sagde Pjort.
- Så tar jeg æblet med hjem, sagde Nissegreven.
- Jeg er flintrende ligeglad med hvad du gør med det æble, sagde fedronningen. Bare I forsvinder. Begge to. Nu.

Jomfru Gertrud følte sig lidt udenfor det hele. De andre tre var rasende. Ingen sagde noget, men Nissegreven og Pjort udvandrede. Nissegreven holdt æblet synligt, meget synligt i sin hånd. Og da han kom hjem lagde han det tilbage i vinduet. Det luerøde lys bredte sig over hele gårdspladsen og ind i Fedronningens spisestue.
- Han gør det igen, skreg hun. Han gør det igen. Jeg går i seng og gemmer hovedet under dynen. Og jeg regner med at du har klaret både rengøring og opvask til i morgen. Jeg vil ikke se et eneste spor af de bondekarle når jeg står op igen.

Fedronningen forsvandt ind på sit værelse. Jomfru Gertrud begyndte at samle tallerkner sammen. En af dem gled ud af stakken og gik i gulvet. Hun stod lidt og kiggede på skårene. Så kylede hun pludseligt resten af stakken fra sig, tog sin kåbe og gik ud og over gårdspladsen, over til stalddøren og bankede på.

Nissegreven åbnede. han skulle lige til at triumfere, han var sikker på at det allerede nu var Fedronningen der igen kom og bad om godt vejr.
- Nå er det bare dig, sagde han skuffet.
- Kan jeg sove her i nat, spurgte hun. Jeg kan ikke holde ud at være i hus med hende længere.
- Hvis du kan være inde hos Pjort, så gerne for mig.
Det kunne hun bestemt godt. Pjort blev helt overstadig ved tanken.

Næste dag vågnede fedronningen sent. Da hun så rodet i spisestuen gik hun ind for at skælde jomfruen ud. Og da hun fandt kammeret tomt og sengen urørt, var hun af en eller anden grund ikke i tvivl om hvor hun skulle finde hende. Hun skyndte sig over gårdspladsen og slog på døren. Nissegreven åbnede med et svedent grin i hele underansigtet.
- Er det stadig det æble, spurgte han.
- Jeg er ganske ligeglad med det æble, påstod hun. Men jeg er meget skuffet over at man ikke længere kan have sine tjenestefolk i fred her på gården. Jeg forlanger at I frigiver min kammerpige.
- Vi kan ikke frigive nogen vi ikke har bortført, sagde Nissegreven. Jomfruen er her efter eget ønske.
- Til vores store glæde og fornøjelse, sagde Pjort, der havde stukket næsen med frem.

Fedronningen vendte om på hælen, gik hjem og gav sig energisk til at rydde op i spisestuen. Alle rester af middagen, den uspiste dessert, skårene og de hele tallerkner, glas og fade, ja selv dugen blev båret ud, smidt på en bør og kørt på møddingen. Der skulle ikke være spor efter de bondeknolde i hendes slot.

Hun var helt tilfreds med sig selv da hun satte sig i den rene stue og så ud over sit værk. Nu manglede hun bare en at dele fornøjelsen med. Det begyndte snart at mørkne, og igen flammede skæret af det røde æble ind gennem alle slottets vinduer.

Hun gik lissom tilfældigt ud på gårdspladsen, og der gik Nissegreven lisså tilfældigt rundt og lavede ingenting.
- Det der æble, sagde hun.
- Det er mit, sagde han.
- Det må snart blive rynket og kedeligt, fortsatte hun.
- Det vil holde evigt, påstod han. Det er et magisk æble. Og du vil stadig gerne have det. Men du får det ikke. Ikke om du så smider dig her på gårdspladsen og kysser mine træsko.
- Jeg er fuldstændigt ligeglad med det æble, sagde Fedronningen og gik ind til sig selv igen.

Og der sad hun så, hele natten og så ud af vinduet, ud på Nissegreven der gik rundt i gården og på æblet der lå og lyste rødt i hans staldvindue. Og ud på morgenstunden, på det tidspunkt hvor alle der har våget hele natten er lidt utilregnelige, gik hun igen ud i gården.
- Jeg må have det æble, sagde hun.
- Jeg har sagt at du ikke kan få det, sagde han. Ikke om du så smed dig og kyssede begge mine træsko. Og det ville du i øvrigt aldrig kunne gøre.
- Jeg skal vise dig jeg kan, sagde hun og smed sig ned på jorden. For det æble kan jeg gøre det.
- Jeg tror dig ikke, sagde han.
- Hvis du lover mig æblet, så gør jeg det.

Nissegreven kom pludseligt i tvivl om hvordan han kunne få mest ud af situationen. Han råbte på jomfru Gertrud og Pjort, der kom vaklende ud med søvn i både øjne og hår og troede at gården stod i flammer. De blev meget forbavsede da de så Fedronningen ligge der på maven.
- Fedronningen siger at hun vil kysse mine træsko, sagde Nissegreven uden selv rigtigt at tro på det.
- Hvis du lover at give mig æble for det, sagde hun.
- Det skal du ikke gøre, sagde jomfru Gertrud. Tænk på hvad han har gået og trådt i.
- Jeg tænker kun på æblet, sagde Fedronningen.
- Det er en aftale, sagde Nissegreven. Hvis du kysser dem godt, så skal du få æblet. Men det skal være så godt at det driver ned af snuderne på dem.
- Bare kom herover, sagde hun ned i brostenene. Så skal jeg kysse.
- Du kan kravle herover, sagde han. Hvis du kan få dig selv til det.
Og hun kravlede over brostenene hen til Nissegreven og kyssede begge hans træsko så grundigt at det drev af dem bagefter. Så rejste hun sig op, spyttede det værste møg ud og bad om æblet. Og så måtte han jo hente det ud til hende.

Hun så frygtelig ud som hun stod der. Tøj og hår i vild uorden, beskidt på knæene og i underansigtet. Men øjnene strålede, og da hun fik æblet så hun helt sindsforvirret ud. Hun gik ind og lagde æblet i sin egen vindueskarm. Nissegreven stillede sine nykyssede træsko i sit vindue, og således sad de og så på hinanden gennem ruderne over hver sit trofæ.

Pjort og jomfru Gertrud stod stadig ude på gårdspladsen.
- Vi må hellere lade dem være, sagde jomfruen. I virkeligheden burde vi nok finde et hus for os selv.
- Jeg havde tænkt det samme, sagde Pjort. Jeg turde bare ikke sige det.
- Så lad os gå, sagde jomfruen.
- Nu med det samme, spurgte Pjort.
- Hvornår skulle det ellers være.
De tog hinanden i hænderne og gik. da de forlod gårdspladsen, vendte de sig og så for sidste gang Fedronningen og Nissegreven der sad der bag hver sin rude.
- Hvor længe tror du det varer, spurgte Pjort.
- Det er ikke til at vide med de to, sagde jomfruen. De er frygteligt stædige begge to. Men man kan jo håbe de finder ud af det. På et tidspunkt.
- Ja, det må man, sagde Pjort.