Eventyret om Prinsesse Fuldskæg og den Blå Trold


Prinsesse Fuldskæg boede helt alene i en hytte ude på næsset. Det havde hun ikke altid gjort. Da hun var en lille lyshåret pige havde hun boet sammen med sin far kongen og sin mor dronningen i et stort slot inde i hovedstaden. Hun havde været en fin lille pige at se på, og det var hun sådan set stadigvæk. Hun var godt nok lidt større nu, og hun havde samtidig fået et stort sort fuldskæg, som hun havde fået sit nye navn efter. Som barn havde hun heddet Klokke.

Skægget var først begyndt at gro da hun var ved at blive voksen. hense mor dronningen havde ment at hun skulle fjerne det. Hvis ingen andre så det fuldskæg, ville ingen tænke på at det måske skulle være der. Men Prinsessen ville ikke barberes. Hvis de ikke kunne have hende som hun nu engang var, så måtte hun finde et andet sted at være. Og det måtte hun så. I en hytte langt ude på næsset.

Det var jo helt tydeligt at der var noget galt med den prinsesse, det kunne endda ses på hende, og de fleste folk var bange for at det smittede. Hun fik stadig mad og vand og brænde fra slottet, men det blev efterladt et pænt stykke fra hytten, nærmere turde ingen komme hende. Så her måtte Prinsessen selv hente madvarer og vand og brænde og bære det til sin hytte. Og selv varme sin mad over et lille bål. Det var et andet liv end det hun havde haft på slottet, men hun var stadig Prinsesse.

Egnens børn lagde sig ofte på lur lidt længere væk, så de kunne se hende når hun hentede sine forsyninger. Og hver gang de så hendes skæggede ansigt flygtede de skrigende bort. Og nogle dage senere var de samme børn der igen. For igen at løbe skrigende hjem med bankende hjerter. Prinsessen havde vænnet sig til den trafik og tog sig efterhånden ikke længere af det. Hun lod som om hun var helt alene i hele verden. Og hun syntes hun var helt alene lige indtil den dag den Blå Trold kom forbi.

Han var en lidt sær Trold. Han havde kun tynde lyse hår på hovedet og på kroppen og hans hud var blank og gråblå. Måske fordi han havde levet hele sit lange liv på tur langs stranden, og næsten lige så meget ude i vandet som på land. Måske fordi der flød noget af havfolkets blod i hans årer. Han vidste det ikke, men han havde lært at leve med det som det var.

Da han kom til prinsessens hytte bankede han på og blev inviteret indenfor. Han skreg ikke ved synet af hendes sorte fuldskæg, han bad bare om en tår at drikke og fik det. Og der endte hans rejse kysten rundt.

For børn og voksne i omegnen blev hytten på næsset ikke mindre interessant af denne nye beboer. Nu var der både Prinsesse Fuldskæg og den Blå Trold at blive skræmt af når man lå og lurede. Men de så kun hyttens indbyggere når de hentede mad og vand og brænde. Ingen kiggede om aftenen når de gik i havet og tog deres bad. Ingen så dem grine højt og sprøjte havvand på hinanden. Og det var de nok alligevel glade for. Der er altid noget man ønsker at have for sig selv uanset om man er en eller to.

En dag blev Trolden alligevel nysgerrig efter at se hvordan Prinsessen så ud uden sit sorte fuldskæg. Det kunne vel skrabes af en enkelt gang, så han kunne se det. Så kunne hun lade det vokse ud igen, og han kunne beholde billedet i sin erindring, hvis det var værd at bevare.

Det var hun ikke meget for. Så kunne han lige så godt prøve at vaske den blå farve af sin krop. Så var de ikke Prinsesse Fuldskæg og den Blå Trold længere. Og hvem var de så, det var ikke til at vide. Og i øvrigt var den eneste kniv der var skarp nok til at rage hendes skæg af med så stor og lang, at hun ikke turde forsøge at styre den rundt i sit ansigt.

og sådan fortsætter det til eventyret slutter . . . . .