Eventyret om Trolden der blev Prinsessen Stol


Prinsesse Biambi boede helt alene i et blåt slot langt udenfor byen. Hun var godt nok omgivet af tjenende ånder, men de var ikke længere levende. De måtte tjene Prinsessen og kunne ikke få fred så længe hun ønskede deres tjeneste. Sådan mente hun at hun ville have det, og sådan havde hun fået det, for hun var en viljestærk Prinsesse. Hun gik godt nok og frøs det meste af tiden, men det var ingen voldsom pris at betale for at få sin vilje. Prinsessen var ganske tilfreds med at være det eneste levende væsen på sit slot.

En skønne dag kom der en anden levende vilje til slottet. Det var ikke et levende menneske. Det var Trolden og han var i allerhøjeste grad i live. Han havde hørt om den stakkels Prinsesse Biambi og mente at de to sagtens kunne have mere glæde af hinanden hvis de var sammen end de kunne hver for sig. Men han gik meget forsigtigt til værks og Prinsessen opdagede slet ikke at han ankom.

Han kunne antage den skikkelse han ville, og af og til optrådte han som en af de tjenende ånder, af og til som en af prinsessen porcelænskattekillinger. Han havde rig lejlighed til at betragte hendes ensomme liv, og han fik mere og mere ondt af hende, jo mere han så. Og samtidig var han for klog til at give sig til kende, for så havde hun omgående bedt ham forlade slottet, og han ville være nødt til at adlyde hende.

Prinsesse Biambi anede ikke at hun var ensom. Hun syntes hun var lykkelig i sit slot, og når hun hele tiden gik og frøs, så skyldtes det klimaet på det sted hvor de havde bygget det blå slot. Hun nød livet hver eneste dag, og det hun nød allermest var at sidde en gang om dagen på sin stol i den store sal og se ud over det tomme gulv. Her kunne mere end hundrede mennesker med lethed have danset rundt og moret sig, men gulvet var tomt og blankt og uberørt, og det var netop sådan Prinsessen kunne lide det.

Hun kunne forstille sig hvad som helst ske på det gulv, og så længe det ikke skete i virkeligheden kunne hun starte forfra på en ny forestilling så snart det passede hende. Det var den reneste frihed for Prinsesse Biambi. Og en dag var det som om stolen var endnu renere end ellers. Den var måske blevet støvet af, tænkte hun. Måske havde en af de tjenende ånder for en gangs skyld gjort noget på eget initiativ. Den var i hvert fald ikke blevet ringere at sidde i. Det var næsten som der var en vis varme i stolen, en varme hun aldrig før havde følt, og den behagede hende. Tænk at en smule rengøring og afstøvning kunne gøre sådan en forskel.

Dagen efter satte hun sig med endnu større forventning end sædvanligt på sin yndlingsstol. Hun så ud over det bare gulv og forestillede sig det ene sceneri efter det andet, og det var som om folkene på gulvet var endnu mere muntre og endnu mere levende end de plejede at være. Deres dans var ikke længere så ordentlig og fornem og nogle af dem grinede højt. Og det var som armlænene på stolen løftede sig og lagde sig som et kryds over hendes mave og bryst. Det var som var der hænder der holdt på hende, og selvom det fik hende til at føle sig lidt fastlåst var det samtidig behageligt og endnu varmere end dagen før.

Det var varmen af en anden vilje, tænkte hun forskrækket. Men det var naturligvis noget pjat, for det var bare en stol hun sad i. Og hun kunne rejse sig når det passede hende. Og hun rejste sig fra stolen for at mærke at hun havde ret.

og sådan fortsætter det til eventyret slutter . . . . .