Historien om Myri og turen efter lykkebær


Vest for Alfernes dal ligger nogle høje og skarpe bjerge. Hvis man kommer hele vejen over de bjerge, kommer man ud til havet, men det er en tur der er så lang og så besværlig at det er noget de fleste alfer kun har hørt om. Men hver sommer vokser der nogle blomster med nogle gule bær, som alferne kalder lykkebær, på skrænterne mellem de høje bjerge. Alferne elsker de bær, ikke kun fordi de smager godt, men fordi man blir glad af at spise dem. Ja, bare lugten af et par lykkebær kan gøre en dum dag til en god dag. Og derfor er der hver eneste sommer alfer der drager op i bjergene efter lykkebær.

Da Myri var blevet seks år, var hun allerede så stor og dygtig at hendes far turde tage hende med op i bjergene. Hendes mor var godt nok ikke så glad for ideen. Hun syntes han skulle tage med sine venner og brødre og søstre op i bjergene som han plejede. Men han syntes at det var på tide at hans datter lærte hvor de gode ting i verden kunne komme fra, og Myri ville gerne med. Så det endte med at de drog afsted, Myri og hendes far, mens moderen blev hjemme i haven og var nervøs. Og der var meget at være nervøs for.

Myri var godt nok ikke nervøs. Hendes far var en stor og stærk og smidig alfefar og hun var selv en dygtig og stor pige, det havde hun fået at vide så tit, både af det hun oplevede og af de voksne.

Det var ikke nemt at plukke de lykkebær, og det skulle ikke være nemt. Da det blev middag var de slet ikke kommet langt nok, og Myris far tog hende op og bar hende på sine skuldre, så de kunne komme lidt hurtigere frem.
- Var jeg så alligevel for lille til at komme med, spurgte Myri.
- Vel er du da ej, sagde hendes far. Hvis du havde været større, havde jeg jo ikke kunnet bære dig så hurtigt.

De måtte ligge i græsset under nogle buske og sove den nat. Hendes far havde prøvet det tit, sagde han, men Myri syntes det var nyt og spændende. Og hun vågnede tidligt og lå og lyttede til både fugle og andre dyr, mens hendes far sov færdigt. Da han vågnede, spiste de noget af deres madpakke og drak vandet fra en lille bæk. De måtte stå på nogle sten og tage vandet op med hænderne, de havde ikke kopper med.
- Sådan skal det være, sagde hendes far. Friskt vand og fuglesang. Så er man på vej op i de rigtige bjerge. Og så fortsatte de opad. Myri fik igen lov at gå selv.

Men da det blev middag begyndte det igen at gå for langsomt. Det gik opad næsten hele tiden, og hun var nødt til at stoppe og puste hele tiden. Hun kom igen op på sin fars skuldre sammen med posen med mad, og så gik det opad og fremad igen i en hel anden fart og uden pustepauser. Det var godt at sidde sådan der og se på bjergene, der hele tiden kunne være store og stejle på en ny måde. Men han var kommet endnu hurtigere opad hvis han ikke havde haft hende at slæbe på, det kunne hun godt mærke.

- Er vi der snart, spurgte hun.
- Vi blir nødt til at sove en nat til, sagde han. Men så er vi der osse.
De var kommet så højt op at der ikke var flere buske der var store nok til at man kunne ligge under dem. Men de kunne se blomsterne med gule lykkebær derfra hvor de gjorde holdt. - I morgen skal vi plukke dem, sagde han.

og sådan fortsætter det til eventyret slutter . . . . .