Billedet af Troldkvinden


Den sommer Cror blev tretten år var Melline stadig bare en af kammeraterne. En han løb om kap med på grusgangene og klatrede i træer med som alle andre store alfeunger. Men netop den sommer begyndte Cror at gå meget for sig selv. Ikke fordi han var træt af sine venner, han var mere træt af sine forældre, men fordi han havde brug for at tænke selv.

På østsiden af dalen er bjergene ikke høje, det er nærmest nogle store bakker. Men de er fyldt med gran- og fyrretræer, der står så tæt at der ikke gror meget i skovbunden. Der ligger bare døde nåle i skovbunden, og så vokser der svampe. Nogle af de svampe kan spises, andre skal man holde sig fra, og det er kun gamle og erfarne alfer der tør gå på svampejagt.

I den østskov strejfer der osse en del trolde omkring. De æder alle svampe, siger alferne, uanset om de er farlige eller ej. Der kommer ikke mange alfer i den skov, og det var der Cror gik omkring og tænkte selv uden at blive forstyrret af snak.

Det var mest forældrene han tænkte over, hvor sære de var blevet. De ville stadig blande sig i hans liv, men han skulle bestemt ikke blande sig i hvad de foretog sig. Og nu snakkede de om at få en unge mere, en lille efternøler. Og de snakkede ikke bare om det derhjemme og privat. De diskuterede det med andre voksne alfer når de sad i hinandens haver og drak æblevin. Hvis de ville have en unge mere var det deres egen sag, men der var ingen grund til at annoncere det på forhånd, og særligt ikke al den snak om hvordan de arbejdede på sagen. Cror gik bestemt ikke med til de sammenkomster, hvis han kunne undgå det. Han gik for sig selv i østskoven.

Han havde endda fundet en lysning med et vandhul, der ikke helt kunne beslutte sig til om det ville være en pyt eller en sø. Der groede nogle blomster der, nogle små blå nogle, som Cror aldrig havde set i haverne. De duftede så stærkt at man næsten blev svimmel af det, i hvert fald når man lagde sig ned på dem. Og så lå man jo ned, og så gjorde det ikke noget at man blev lidt rundtosset. Man kunne altid smide lidt vand i ansigtet når man skulle derfra.

Der lå han så, den ene eftermiddag efter den anden, og tænkte på alt andet end sine forfærdelige forældre. Når han lå på ryggen og så op i den blå himmel kunne han rejse langt væk fra Alfernes dal, til steder i verden hvor alfer var anderledes klædt og levede på helt andre måder, steder hvor der ikke var lange lige stier med pænt grus mellem haverne, steder hvor de voksne ikke snakkede om at lave unger på samme måde som de snakkede om at beskære æbletræer.

Men en dag han kom til sin elskede lysning var den optaget. En stor troldkvinde havde slået sit telt op lige ved hans vandhul. Hun sad med sine store jordede fødder i vandet og tyggede på en af de små blå blomster. Den så så lille ud i hendes store mund at man helt bange for at den forsvandt mellem tænderne på hende. Men hun holdt fast i stilken, og den stakkels blå blomst kom frem gang på gang i mere og mere gennemtygget udgave.

Ellers så hun ikke så uhyggelig ud. Hendes store øjne var venlige og drømmende, og hun smånynnede for sig selv i sikker forvisning om at ingen kunne høre hende der i skoven. Og Cror satte sig bag et træ og lod hende ikke se at han var der.

Han vidste nok om trolde til at vide at hun ikke ville bruge hans lysning så længe. Troldetelte er lette at flytte rundt med, og det er ikke for sjov, det er fordi de skal flyttes. Så efter et par dage eller fem ville hun være væk igen. Han gik derud hver eneste eftermiddag og lagde sig på maven bag en væltet fyrrestamme, hvor han kunne se hende og hun ikke kunne se ham.

Trolde kommer hurtigt til at se lidt brugte ud, og denne troldkvinde var vist heller ikke helt ung. Hendes hud var vejrbidt og rynket alle de steder hvor man kunne se den, og så let som trolde ofte går klædt var det ikke småting. Og når hun nu sad ude i søen var det stort set det hele. Omkring øjnene og munden var der flest rynker, og selv når hun sad helt stille som en sten, og det gør trolde tit, selv da var de rynker levende. Hun var bestemt ikke smuk ,men hun var heller ikke grim. Cror vidste ikke hvad han skulle kalde det, men det var bestemt ikke ubehageligt at se på hende. Selv ikke når hun havde taget hans lysning med blå blomster.

Måske sad hun og spejlede sig i vandoverfladen. Hun dyppede hænderne og så på hvordan ringene spredte sig i vandet. Hun pjaskede vand i ansigtet og op på sine store brune skuldre. Hendes sorte hår blev vådt og dryppede ned ad nakken og ryggen.

Som hun sad, kunne han ikke rigtigt se hendes ansigt og han kunne ikke se hendes øjne. Han krøb så lydløst som kun en alfeunge kan gennem skovbunden og om på den anden side af vandhullet. Han håbede ikke hun fik øje på ham eller hans orange trøje, men hun gloede ned i vandet og så ham ikke. Måske så hun på sig selv i bølgerne i vandoverfladen, måske så hun billeder inden i sit eget hoved, det var ikke til at blive klog på. Hendes mund var åben så man kunne se tænderne, og de så stadig hvide ud inde i alt det mørkerøde. Cror lå helt stille nu, han skulle tisse, men det måtte vente.

og sådan fortsætter det til eventyret slutter . . . . .